Emma, 17 år, 10. klasse

”Jeg husker Jeanette som en rigtig forstående og åben kontaktlærer, der altid havde tid til at snakke med mig. Jeanette forsøgte altid at sætte sig ind i, hvordan jeg havde det og prøvede at hjælpe mig, i stedet for bare at sige, at det hele nok skal gå.
Jeanette var altid rigtig smilende og positiv, og det var altid en fornøjelse at have samtaler med hende. Det var noget, man så frem til hver gang. Jeanette var en kontaktlærer, som ville det bedste for alle sine elever, og det kunne alle, der havde hende som kontaktlærer, mærke. Der var aldrig et tidspunkt, hvor jeg ikke følte mig hørt. Hver gang jeg havde det mindste problem, så var Jeanette der til at snakke med mig og prøvede bedst muligt at hjælpe mig og gøre dét, der var bedst for mig. Selv de dage hvor jeg var allermest ked af det, sur og følte alle andre mennesker var irriterende, prøvede Jeanette at finde de bedste løsninger for at få vendt de dage. Jeanette lyttede altid til, hvad jeg havde at sige, og det har jeg virkelig sat pris på.
Jeanette nåede at sige, rigtig mange gange igennem året, at jeg var klogere, end jeg selv gik og troede, og det har haft større indflydelse tiden herefter, end jeg selv tænkte over “dengang”.
Jeg bruger rigtig meget af dét, Jeanette sagde til mig dengang i min hverdag nu. Eksempelvis, at jeg kan mere, end jeg tror, og at jeg altid skal deale med mine udfordringer og ikke bare flygte fra dem.
Jeg tvivler på, at jeg ville ha’ fuldført efterskoleåret, hvis ikke Jeanette havde været min kontaktlærer. Jeanette er en af dem, der har haft mest positiv indflydelse på mit efterskoleophold.